Sider

torsdag den 16. maj 2013

Flere kaninbørn!


Efter gårsdagens "rant" om burhøns og tåbelige ægge-regler er det tid til noget mere positivt ;-)

Her til morgen havde der igen været familieforøgelse hos kaninerne. Denne gang hos den hvide hun, som i første omgang snød og bare var skinddrægtig, men nu var der altså bonus.
Igen ser der ud til at være ret mange, og i spændende farver - Hos kaniner er farvegenetikken tilsyneladende ret kompliceret, og en albino kan altså være bærer af en masse andre farver. Hos mange andre dyr, vil næsten enhver anden farve dominerer over albino og blive udtrykt, men altså ikke hos kaniner...

Havde egentlig forestillet mig, at hver hunkanin skulle have to eller tre kuld i år, men nu må vi se om ikke måske det er nok med det ene. Det kommer nok lidt an på hvor mange venner og bekendte, der melder sig til at købe én - der har nemlig været en del interesse om vores lille opdræt. Det er fedt at mange faktisk er positive overfor lidt alternative fødevarer, og ikke lader sig afskrække af 'nuttethedsfaktoren'.

Igår var det et værre blæsevejr, så efter obligatorisk jobsøgning om formiddagen, blev det kun til en times tid i haven... Men der kom de sidste georginer også i jorden, så nu har frosten altså bare at holde sig væk, for jeg gider ikke det besvær med at skulle give dem dyne på :-)
Manden er ved at bygge et 11. bed i køkkenhaven, hvor der blandt andet skal stå forskellige blomster og urter, der er gode til at lokke insekter til, samt spiselige krydderurter. I den ene ende skal der plantes forspirede majs ud, og så læste jeg igår, at majs og agurker åbenbart er gode at have i blandingskultur, og at de drueagurker, vi har sået, skulle være hæderlige på friland. Så det skal prøves - Vi har alligevel kun plads til 1-2 agurkeplanter i drivhuset, men også af dem har vi sået alt, ALT for mange.

I dag skal jeg have smidt endnu en ansøgning af sted, og så skal hundene og jeg vist lidt i haven igen. I hvert fald skal jordbærbedet gøres færdigt nu, så planterne kan komme i gang med at vokse og blomstre. Og så må det også snart være tid til at rykke tomaterne i drivhus... DMI lover nattetemperatur ikke meget under 10 grader den næste tid.

Og så gruer jeg lidt for imorgen... Der skal hundepigen nemlig, omsider, steriliseres. Det bliver gjort af yndlingsdyrlægen, og det er helt sikkert et rutineindgreb, men ih hvor jeg glæder mig til det er overstået og hun er vågnet op igen, det bette kræ. Så må vi prøve at holde hende lidt i ro hen over pinsen, selvom det er svært når man er beagle med krudt i måsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar