Sider

fredag den 18. september 2015

Vores første slagtegrise


I slutningen af april 2015 tog vi springet og købte tre 25-30 kilos grise til opfedning. Forinden havde vi omhyggeligt sat os ind i pasningen af sådan nogle kræ, den omfattende lovgivning og bygget hus og fold til dem.
Da manden første gang foreslog en gris i baghaven, troede jeg ærligt talt, at han havde tabt sutten. Men jo mere jeg lærte om forholdene i det industrielle svineproduktion, jo mere mening gav det, og pludselig var jeg om bord på projektet.

Så Møffe 1, Møffe 2 og Møffe 3 flyttede ind og gik igang med at kultivere det stykke af græsplænen, vi havde ofret til formålet.




Egentlig havde vi snakket om, at vi bare skulle have to grise til at starte med. Men så opstod idéen om at slagte en af dem tidligt og lave til helstagt pattegris til min 30 års fødselsdag. Så måtte der tre grise til, så nummer 2 ikke skulle gå alene efter pattegrisen var slagtet.

Tiden gik og Møffe 1, som vist havde mest industrigriseblod i årene end sine venner, voksede godt til.

En aften i slutningen af juli kørte vi afsted til slagteren med hende. Der var lidt stille i bilen. For mit vedkommende var det mest tanken om, at efterlade den alene i en fremmed stald natten over, som gik lidt imod principperne om dyrevelfærd, som griseprojektet ellers har kredset om. Men selve det, at den blev sendt til slagtning, havde vi det faktisk okay med.

Dagen efter ringede slagteren og berettede, at dyrlægen havde erklæret grisen for sund og rask, og nu var den slagtet. Resultat: 64 kg slagtet gris - Det vil sige, at den formentlig var kommet op på i hvert fald 80 kilo levende gris. Hurtig hovedregning fortalte om, at den således havde taget 900 gram på i vægt OM DAGEN. Ret absurd, især når man tænker på, at den sikkert har haft behersket tilvækst i forhold til sine artsfæller ovre i industrien.

Det var altså lidt mere end vi havde inviteret gæster til, så min svigermor - der er opvokset på landet - fik den halve til fryseren, og resten blev stegt over bål i vores have til min fødselsdag. Den var mør og saftig, og blev spist med glæde og god samvittighed af vores gæster. Vi havde faktisk regnet med, at nogle af vores venner - måske de mere byorienterede - ville synes, at det var mærkeligt, men alle gik til projektet med åbent sind, gode spørgsmål og god appetit.



Den ultimative test er dermed bestået - Man kan altså sagtens ha' kløet en gris bag øret hver eneste dag, og alligevel spise den med god mavefornemmelse, både på den ene og anden måde.

Nu venter Møffe 2 og Møffe 3 på at blive store, og inden så længe - forhåbentlig inden vi tager på efterårsferie - sendes de også til slagtning. Og imens læser jeg side op og side ned om fremstilling af lufttørret skinke, salami, pølser og bacon, blandt andet i den nye bog i River Cottage-serien.




Pålægsdelen er det sidste vi rigtigt mangler for at leve udelukkende af lokalt kød, og være helt uafhængige af supermarkeret på den front.

Medmindre kødet ender med at smage forfærdeligt (og det tvivler jeg på) må jeg erklære griseprojektet for en succes. Og så er det super fedt, at diverse grøntsagstoppe, nedfaldsfrugter og fejlslagne forsøg fra køkkenhaven ikke går helt til spilde.




torsdag den 17. september 2015

Kartoffelhøsten 2015



Sidste weekend var der endelig et par tørre dage, hvor jeg benyttede lejligheden til at grave kartofler op.

I år har vi haft 6 meter med tidlige Solist-kartofler, som vi næsten har spist os igennem henover sommeren. De har været en anelse skurvede, men givet et fint udbytte af mellemstore kartofler, som dem har vi været godt tilfredse med.

Derudover har vi haft 6 meter med Sava, som er en genganger fra sidste år, og 6 meter Nicola, som er årets nyhed her på matriklen. De kartofler har vi slet ikke rørt henover vækstsæsonen, så det var med en vis spænding, at jeg tog de først stik med greben.


Nicola var en positiv overraskelse (til venstre på billedet). Store, ensartede, ovale kartofler, som ikke har været ramt af sygdom eller skadedyr af nogen art. Sava har på samlet vægt nok givet lidt mere, men som det også fornemmes på billedet, er der noget større spredning på størrelsen, og en stor portion af de helt små kartofler er endt som grisefoder. Så derfor ender udbyttet nok på nogenlunde det samme.

Kartoflerne tørrede i sol og blæst en halv dags tid, og ligger nu til langtidsopbevaring i flamingokasser i garagen. Hvis Nicola har en god holdbarhed henover vinteren, kunne den godt ende med at blive et fast indslag.

Køkkenhaven har ellers haft lidt blandet succes i år pga. det kolde, ustabile sommervejr, men kartoffelhøsten er jeg fint tilfreds med :-)