Sider

mandag den 28. april 2014

Det store kyllingeksperiment - Part 0


... Og som om det ikke var nok, at der vælter små, sorte kyllinger ud af rugemaskinen, har vi oven i købet også bestilt nogle daggamle kyllinger. Dog denne gang med det ene formål at få noget godt kød i fryseren.

Vi har bestilt 15 stk daggamle kyllinger af racen/hybriden scan labelle. Valget stod imellem den og industri-udgaven af plymouth rock. Sidstnævnte er af den type, som efter et alt for kort liv med alt for meget foder og alt for lidt plads ender i køledisken til 29 kr, hvor den bliver købt af ukritiske forbrugere, der er ligeglade med dyrevelfærd - Bum!
Scan labelle er vistnok den type, der i køledisken findes som franske frilandskyllinger. Deres vækst er lidt mere behersket end plymo'en, og de har bedre knogler, som gør dem bedre egnede til et liv i det fri. Men dog burde de stadig vokse med en utrolig fart i forhold til vores jævnaldrende racekyllinger.

Idéen er at de har hos os skal passes med en afmålt dosis voksefoder, men plads, frisk luft og græs ad libitum, så vi forhåbentlig får nogle fugle ud af det, som har en flottere slagtevægt end racehønsene, men som har levet hæderlige - omend korte - liv med sol over hovedet og græs under fødderne.

Her på bloggen vil jeg tage lidt noter af hvordan det går - Om vi kan styre deres vækst, og hvordan det endelige produkt bliver. Stay tuned!

Og imens pønser manden videre på ønsket om et par slagtesvin. Der enten pløjer det bagerste af vores have helt op, eller vi låner en bid jord af naboen...

Vi må vist have en fryser mere. Til gengæld kunne det være ubegribeligt fedt, at fylde lageret med øko-ko fra naboen, og gris og kylling af egen avl, og dermed næsten slippe for nogensinde at skulle købe noget kød i en tarvelig foliebakke igen :-)

Kyllinger, kyllinger og flere kyllinger


Lettere impuls-agtigt bestilte vi for nogle måneder siden en rugemaskine via eBay. Vores høns skrukker ellers ganske OK, men hønsegården er ikke så fikst indrettet for små kyllinger, og vi vil faktisk også hellere have at hønsene lægger æg, end at de bare ligger dér og ligner punkterede fodbolde.

Rugemaskinen har nu været igennem to cyklusser. Første gang fulgte vi slavisk den manual, der fulgte med. Resultatet var kun 5 levedygtige kyllinger ud af 25+ æg. Faktisk ret skuffende. Især fordi det viste sig, at der var "færdigbagte" men døde kyllinger inde i over halvdelen af de resterende æg.

Så google og forum-nørderne blev spurgte til råds, og mange her sværgede til tørrugning, hvor man ikke tilsætter vand i de første 18-19 dage, men først til allersidst, når æggene skal til at klække.

Det prøvede vi så i anden gang, og der blev resultatet noget bedre, med 14 levende kyllinger.
Imellem tiden er vi også blevet bedre til at lure de æg, der har en lidt afvigende facon, og som der alligevel ikke kommer kylling ud af.

Egentlig var det ikke meningen, at vi skulle ruge flere kyllinger ud i denne omgang, men for nogle dage siden kommer én fra landsbyen næsten løbende ud til os. De havde lige fået høns, der havde lagt deres første æg. Men hønsene havde gået sammen med en hane der hvor de fik dem fra, så var der mon kyllingerne i æggene? Kun én måde at finde ud af det på. Så nu til aften bliver rugemaskinen startet endnu engang, men SÅ er det altså også slut lige for nu :-)

Opskrift: Fisn'n'chips


Er som altid elendig til at opdatere bloggen, og når vejret nu endelig viser sig fra sin pæne side, bliver der endnu længere i mellem!

Vi har en frituregryde, som vi hiver frem med mellemrum, når vi gerne vil have noget "snask", men stadig på den hjemmelavede måde.
Jeg har aldrig været den store fan af at spise fisk, men har fået øjnene op for de fish'n'chips, man kan få inde i Torvehallerne. Men nu er de altså lidt dyre, og det er måske også overkill at tage helt til København fordi man er lækkersulten, så jeg satte mig for at finde en opskrift, så jeg selv kunne lave det herhjemme...

Selve fisken er lavet efter denne opskrift, og tartarsaucen efter denne

Fish'n'chips med tartarsauce

Til cirka tre personer (eller mig og en sulten mand)

500g hvid fisk, i dette tilfælde filet af mørksej, skåret i passende stykker

Til dejen:

2 dl øl
2 dl hvedemel
Lidt salt
2 æggehvider

Øl og mel piskes sammen i en skål. Æggehviderne piskes stive i en anden skål, og vendes i ølblandingen sammen med salt. Hviderne gør dels at dejen "puffer op" når den steges, og binder eftersigende også bedre til fisken.

Fiskestykkerne dyppes i dejen, og steges 3-4 styk ad gangen i cirka 180 grader varm olie i cirka 4 minutter (eller indtil de er gyldne). Lægges efterfølgende på fedtsugende papir og gives et drys salt.

Til tartarsaucen (halv portion af den oprindelige opskrift):

100g mayo (fx Hellmanns)
1 spsk creme fraiche eller yoghurt
1 tsk kapers, hakket
1 tsk purløg, hakket
1 hakket cornichon
½ tsk dijonsennep
½ tsk tørret (eller frisk) estragon
Salt og peber

Det hele blandes sammen i en lille skål. Estragonen smager godt igennem, men det synes jeg ikke gør noget. Og så har jeg lige opdaget, at der i den opringelige opskrift også skulle lidt alm. løg i, men det glemte jeg i farten. Men resultatet blev altså rigtigt godt, så det behøver man efter min mening ikke :-)

Vi fik ovnbagte fritter den. Man kan selvfølgelig også smide dem i frituren, hvis det skal være rigtigt snasket, men nu forsøgte jeg alligevel at holde fedtprocenten bare lidt nede ;-)