Sider

torsdag den 4. juli 2013

Thai-inspireret salat med kylling


Tid til endnu en opskrift... Denne gang hanekylling v2.0 :-)

Til 2 personer



Ingredienser:

Koldt kyllingekød svarende til 1 stk kyllingebryst
1 lille romainesalathoved
1 gulerod
½ lille løg, eller 1 skalotteløg
1 håndfuld slikærter
Peanuts og koriander efter smag


Dressing:
1 fed hvidløg
1 chili
½ spsk risvineddike (eller anden eddike)
½ spsk sesamolie
½ spsk fiskesauce
1 tsk citron eller limesaft
1 tsk palmesukker eller alm sukker

Fremgangsmåde:
Chili og hvidløg hakkes meget fint og blandes med de øvrige ingredienser til dressingen.
Guleroden snittes julienne og blandes i dressingen med de samme. Den må nemlig gerne marinere lidt i den sur/søde dressing.
De øvrige grøntsager strimles meget fint og kyllingekødet ligeså.
Til sidst blandes det hele sammen, anrettes og drysses med hakkede, saltede peanuts og koriander efter smag.

Nemt, velsmagende og en god måde at få brugt en rest kylling på. Og så er det næsten gratis når haven boomer med grønt!

Stop spild af... planter!


I de senere år har der været en del fokus på hvor meget mad, der bliver smidt ud i vores del af verden. Enten varer, som den enkelte husholdning ikke udnytter godt nok, eller varer i supermarkedet som bliver smidt ud, hvis dåsen med flåede tomater har fået en bule eller ét æg i bakken er slået i stykker.
Og det er en rigtig god og vigtig debat. Det virker fuldstændigt hul i hovedet, at mad der intet fejler havner i en container, når mennesker i andre dele af verden sulter.
Og så er der også bare spild af penge.
Her i huset laver vi ugemadplan - Jeg forsøger at tilrettelægge aftensmaden, så vi får brugt hvad der er i haven og fryseren, og hvor nogle ingredienser går igen i flere måltider, så der bliver spist op. Vi er på ingen måder perfekter, men det er et skridt på vejen, og fx kommer gårsdagens hanekylling til at række tre dage: I går som steg, i dag i en salat og i weekend som høns i asparges. Det er ikke bare økonomisk smart, men når man selv har brugt tid, energi og penge på at opfostre og slagte et dyr, vil man også gerne have mest muligt for sine anstrengelser. Jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har brugt tid på at pille kødet af skroget på købe-kyllinger, men dét har i hvert fald ændre sig...

Det jeg egentlig vil frem til, er et andet område i vores samfund, hvor der spildes meget. Hvor fuldstændigt brugbare ting bare bliver smidt ud.
Vi har et par bekendte, som arbejder indenfor planteskolebranchen, og det er helt utroligt hvad man kan finde i deres containere. Planterne til salg i forretningen skal nemlig strutte i et infernalsk blomsterflor for at være noget værd. Så snart de begynder at blomstre lidt af, eller måske lide under forkert lys/vanding i butikken, bliver de smidt ud.
Men mange gange er der jo tale om stauder, som jo sagtens kan komme igen næste år, og måske endda nå at sætte nye blomster samme år. Nok er det ikke mad, men der er trods alt stadig blevet ofret nogle ressourcer på at producere varen, så det virker sgu lidt åndssvagt, at det bare bliver smidt ud.

Kan man ikke bare lave en tilbudshylde med de planter, der ser lidt kedelige ud?
Nej, er svaret fra branchen. Fordi så gider folk ikke betale fuld pris for de "rigtige" planter. For de fleste forbrugere kan jo godt selv se, at der stadig er masser af liv i de afblomstrede planter.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad man gøre ved det.
Men som ny haveejer uden de store økonomiske midler sætter jeg stor pris på, at kunne kravle rundt i den container engang i mellem. De er blevet til en del orkidéer, hortensia, dahlia og meget mere.

Og i går kom manden, der også er lidt af en klunser, hjem med 22 (!!!) blå staudesalvie, 6 orange nellikerod og mindst 10 store hortensia. Et par af dem er ganske vist visnet helt ned, men en stor del af dem ligner stadig noget, man burde kunne tjene et par kroner på.

Ulempen er så... Hvordan #%&#% får jeg plads til alt det? :-)

onsdag den 3. juli 2013

Opskrift: Langtidsstegt hanekylling i stegeso med "harissa"-kartoffelsalat


Tid til en opskrift :-)

Vi havde en hjemmeavlet hanekylling i fryseren, og jeg har i et par dage ledt efter en god opskrift, som ikke var sådan traditionel dansk. Jeg er nemlig ikke så meget til "mormor-mad".
Og meget gerne en opskrift hvor jeg kunne tage min nye stegeso i brug.

I min søgen fandt jeg så denne her: http://klidmoster.dk/2011/01/romertopf-langtidsstegt-kylling-med.html

... samt en opskrift på kartoffelsalat i en kogebog. Begge i sådan lidt afrikansk/mellemøstligt tema.

Resultatet blev rigtigt godt, så derfor bliver opskriften nu gemt her, så den er nemlig at finde i fremtiden.

Kyllingen:

1 stk hanekylling på godt 1 kilo
4 gulerødder
1 laurbærbæad
2½ dl grøntsagsboullion

Flydende honning (det havde vi ikke lige på lager, så jeg lavede en klæbrig sag af brun farin opløst i lidt vand - virkede udmærket!)
1 tsk sennepsfrø
1 tsk fannikelfrø
1 tsk groft salt
4-5 hele peberkorn

Gulerødder skrælles, snittes groft og smides i bunden af stegesoen.
Kyllingen smøres ind i honning og 'rubbes' derefter med de tørre krydderier, som inden da har fået tæsk i en morter.
Dyret placeres ovenpå gulerødderne, og boullionen hældes ved.

Stegesoen sættes i den kolde ovn, som tændes på 130 grader og steger i 3 timer. Derefter tages låget af, og dyret for 15 min mere ved 225 grader, så den får lidt farve.

Evt kan man lave lidt sauce ved at si skyen fra, smage til med salt og peber og jævne med marizena.

Harissa-kartofler:
... Opkaldt efter nordafrikansk chili-dip. Vidst lidt af en tilsnigelse, men det smager godt :-)

2 pers

½ kg kartofler fra haven - kogt møre, men stadig varme.
2 spsk mayo - hjemmelavet, eller Hellmans.
1 fed hvidløg, hakket meget fint
½ rød chili u. kerner, hakket meget fint
1/4 tsk stødt koriander
1/4 tsk stødt spidskommen
½ spsk hakket mynte

Krydderier røres i mayo'en, og kartoflerne vendes i og trækker mindst ½ time inden servering. Smagte super godt. Vil sikkert også egne sig godt til en alm bøf :-)

..

Det er ikke hverdagsmad, da kyllingen skal have så længe i ovnen, men den var dejlig mør og saftig, så det er helt sikkert en god måde at lave hjemmavlet hanekylling på. Krydder-rubben kan jo bare laves af nogle andre krydderier efter smag.