Den lidt mystiske overskrift dækker blandt andet over, at manden og jeg mandag var til koncert med det britiske folk rock band 'Mumford & sons'. Noget som vi havde ventet på og set frem til LÆNGE.
Sidste sommer skulle de spille på North Side, men måtte aflyse da frontmanden Marcus Mumford vistnok havde brækket en finger.
I efteråret annoncerede de så en koncert i Vega, som var udsolgt før man (inkl. jeg) nåede at se sig om. Jeg skrev mig på venteliste til ledige billetter, men havde nok opgivet håbet.
Så en dag tikkede der en mail ind om, at koncerten var flyttede til et større sted og at jeg havde adgang til noget forsalg af de ekstra billetter. HURRA!
Så jeg sad klar med dankortet en formiddag og fik tiltusket mig to billetter.
Genren, som en vittig journalist i Politiken kaldte "Stadion banjo" afviger en del fra det musik, jeg ellers hører. Men hvis mandens og mit forhold havde et soundtrack, ville det være med Mumford & sons, hvis man spørger mig :-)
Koncerten har fået lidt lunkne anmeldelser i diverse medier efterfølgende. Gad vide om de anmeldere var til samme koncert, som os? For hvis et band kan få hele Falkonersalen til at hoppe og skråle med på hvert eneste nummer, kan det altså ikke være helt skidt.
Jeg er lidt af den holdning med, at musik, film, bøger mm. skal være finkulturelle, eksperimenterende og avantgarde for at være gode - Hvis publikum er underholdt og føler, at pengene er givet godt ud, er det vel det, der betyder noget.
Anyways - Mumford & Sons leverede varen, og vi havde en super aften, på trods af at det var MEGET varmt og opvarmningen var en smule langtrukken. Gode bands, men ét havde måske været nok.
Her er lige en smagsprøve til jer, der ikke kender bandet:
Nå, nok koncertsnak. Selvom det er svært at gemme begejstringen væk.
....
Jeg er ret stolt af mine chili-planter. Som fortalt tidligere er det første gang, jeg selv dyrker chili fra frø, og indtil videre har det virkeligt være en succes. De ser ud til at stortrives i de nye potter på deres plads i det store sydvendte soveværelsevindue.
Selv den lille citronchili, som længe ikke kom videre end til kimbladene, har pludselig fået fart på og sat rigtige blade. Det er jeg glad for, for der spirede kun én, og jeg glæder mig til at smage den.
Og så havde jeg et lille blondine-øjeblik...
Lagde nemlig dette billede op i en plante-facebook-gruppe, og spurgte hvad de lyste områder på bladene er for noget?
Svar: Sådan ser den ud. "Fish pepper" er åbenbart kendt i chili-verdenen for sine flotte, marmorede blade (som dog varierer en del fra stamme til stamme). Jeg havde fået frøene af en bekendt, og havde bare sået dem uden lige at google den først. Så blev man klogere :)
Marmoret løv opstår forresten, så vidt jeg husker, som et resultat af 'chimerism', hvor forskellige sæt gener er udtrykt i forskellige væv.
Fænomenet findes også hos mennesker, men er ekstremt sjældent. Der er nogle berømte eksempler med faderskabssager, der er faldet forkert ud, fordi den testede person ikke har haft samme genotype i hhv. kønsceller og blod. Det var lige et sidespring, men jeg synes at sådan nogle sære afvigelser er spændende at læse om.
Igår fik jeg priklet mine bladselleri om. Det var meget småtteri, men der står alle vegne på nettet, at det skal gøres så snart det første sæt rigtige blade er kommet. Så jeg gik igang. Jeg er spændt på om de bittesmå planter klarer den.
Ellers har jeg sået cirka 500 frø og har gemt resten af de små spirer, så jeg løber nok ikke tør for selleri foreløbigt :-)
Hvis vinden vil lægge sig lidt, skal jeg ud og fjerne lidt vinterdække fra vores asparges idag, og ordne hønsehus. Men det er ikke så skægt, at skovle halm og spåner, når det blæser en halv pelikan, så måske bliver det bare en dag til indendørssysler og evt. lidt såning.
Igår fik jeg smidt en jobansøgning afsted og meldt mig til noget intro-møde i A-kassen, så på arbejdsløshedsfronten lever jeg vist op til mine forpligtelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar