Sider

lørdag den 3. januar 2015

Velkommen 2015 - og frøindkøb


Så blev klokken 2015 - og et nytårsforsæt må være, at få blogget noget mere. Teksterne mister noget sammenhæng og relevans når der går adskillige uger i mellem. Og så skal der tages flere billeder til bloggen!



Vi havde et meget smukt snevejr i juledagen, men nu er sneen væk igen, og de sidste dage har været meget milde, og ledt tankerne hen på foråret - selvom der sikkert kommer en omgang "rigtig vinter" inden vi når så langt.

De sidste par dage har jeg brugt på at sortere i mine frø. Et byggemarked havde tilbud på nogle små plastkasser med låg, så nu er de frø, vi beholder, sorteret i køkkenhave, drivhus, sommerblomster og flerårige. Det er rart at få orden i tingene. En del frø er også sorteret fra, og en del af dem bliver formidlet videre til trængende have-venner :-)

Hvert år har manden og en snak om, at vi ikke behøver at købe så mange frø i år, for vi har jo allerede det meste - Fnis. Som sædvanligt gik det helt galt, da jeg i dag klikkede mig rundt på diverse hjemmesider.

Indenfor tomater går jeg primært efter højtydende sorter, der vil egne sig godt til vores hjemmelavede tomatsauce. Så 'Black Prince', ' Moneymaker' og 'Mama Leone' røg i kurven - og så lige 'Speckled Roma', fordi den ser pæææn ud ;-)

Chilifrø har vi en del af, da jeg byttede mig til nogle nye sorter sidste år, og derudover får nogle frø fra en anden chilidyrker i løbet af et par uger. Derfor beherskede jeg mig, og har "kun" bestilt 'aji amarillo' og 'Jalapeno Mammoth F1', som jeg har store forventninger til. Håber på et stort udbytte, så vi kan lave en ordenlig bunke syltede jalapenos og turds på grillen til sommer. Derudover bestilte jeg også snackpeberen 'Corno di toro rosso'.

I køkkenhaven i 2015 vil jeg prøve at dyrke knoldselleri, selvom bladselleri har været en blandet succes. Jeg gætter på at det i 2014 skyldtes tørken.

I 2014 prøvede vi majs-sorten 'Honey and cream', men den var ekstremt melet og kedelig, så i år har jeg bestilt en anden, mere almindelig sukkermajs.

Knoldfennikel gik i stok for mig i 2014, så i 2015 sadler jeg om og satser på bronzefennikel som staude i stedet for. Det er alligevel mest bladene vi får brugt, til fiskeretter og sådan.

Og sidst, men ikke mindst, skal jeg prøve at så artiskokker. Indrømmet, det er mest fordi jeg synes, at de er superflotte, og så er der en ledig plads i bedet med de flerårige ting.

Lige om lidt er det 1. februar - og så skydes sæsonen i gang med chilisåning!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar