søndag den 4. januar 2015

Malaysisk curry ala Gordon Ramsay


Det er snart ved at være tid til en kvart ko igen, så jeg er i gang med at rydde op i fryseren. Det betyder blandt andet, at der er en hel del oksetern, der skal udryddes. Så jeg gik på jagt efter en opskrift på en god curry, og faldt over denne her - har på det sidste haft rigtig gode erfaringer med Gordon Ramsays opskrifter, så denne måtte prøves. Her kommer den i dansk oversættelse:

Malaysisk curry:

Til currypastaen/masala:
5 fed hvidløg
4-5 røde chili, afhængigt af styrke
1 tsk gurkemeje
5 cm frisk ingefær
2 styk citrongræs
4 skalotteløg
Olie

... Det hele ryger i foodprocessoren og blendes til en ensartet pasta.

Pastaen hældes herefter i en medium varm pande sammen med to løg (skåret i tynde skiver) og endnu 1 tsk gurkemeje, og det hele svitses nogle få minutter.

Herefter tilsættes cirka 800 g kød - Hr. Ramsay bruger kylling i den oprindelige opskrift, men man kan fint bruge oksetern - så er tilberedningstiden bare lidt længere afhængigt af udskæring. En fast fisk er sikkert også et hit.

Til panden tilsættes nu:

4 kafir lime blade
1 kanelstang
3 hele stjerneanis
1 dåse kokosmælk
1 dl bouillon (eller vand)
1 tsk palmesukker (eller anden sukker)
2 spsk lys soya
2 spsk fiskesauce

Retten simrer (ved laveste varme) indtil kødet er mørt - cirka 1 time, hvis der bruges tern af oksebov.

Kort før servering tilsættes 400 gram grønne bønner, og retten er færdig når bønnerne er tilberedt. Der smages til med salt, og eventuelt pyntes med lidt friskhakket koriander.

Serveres med ris.

Teknisk set er det elementer i retten, som ikke er særligt malaysiske, men nærmere thai, men smagen er fin, og brug af hjemmedyrkede "Ascent"-chili giver et godt spark, skal jeg hilse at sige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar