Sider

torsdag den 20. juni 2013

Job-nyt og kyllinger


Fra 1. august er jeg kommunalt ansat i et løntilskudsjob. Og jeg kommer endda til at lave rigtigt biolog-arbejde. Det er jeg rigtig glad for.
Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen af den grund, og at løntilskud bare er glorificeret aktivering, men det er en super mulighed for at lære en masse om miljøforvaltning og få foden indenfor.
Jeg ved jo godt, at 99% af de stillinger, jeg søger, er afsat på forhånd. Uretfærdigt, ja, men en del af spillet. Nu er der så en chance for, at jeg kan havne på den rigtige side af hegnet, so to speak.
Og rent geografisk kunne det ikke være meget bedre, så jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang efter sommerferien.

På hjemmefronten har vi haft et par travle dage.

Hele weekenden var jeg på hundeudstilling i Jylland, og tirsdag havde vi mandens elever på besøg. Det var rigtig sjovt og hyggeligt, og jeg tror at de unge by-boere fik en på opleveren... Der blev både kigget kyllinger, og klappet kalve ovre hos naboen.

Speaking of...

For tre uger siden modtog jeg en stor portion rugeæg med posten. Idéen var, at vi ville have vores skrukhøns til at udruge en masse kyllinger af en ny race til os.
Mandag/tirsdag klækkede de så. Nogle af dem. Jeg ved ikke om det skyldes ringe befrugtning eller hårdhændet tur med Post DK, men indtil videre er det kun blevet til sølle tre, levende kyllinger. Damerne ligger stadig på resten af æggene, så krydser fingre for lidt flere, men de bliver nok ikke liggende længe endnu.
Æv..

Men de kyllinger, vi har fået, ER super søde.

Hele 'familien'... Hanen har i øvrigt opført sig nogenlunde pænt. Var bekymret for om han ville blive endnu mere aggressiv af at få kyllinger at forsvare, men indtil videre har han faktisk været ok.

Skruk 1 med en af hendes kyllinger.

Skruk 2 med kylling... Og skruk 3, senest tilkomne, har for et par dage siden fået 10 æg af tværstribet plymouth rock, så hun bliver liggende en rum tid endnu. Vi krydser fingre for et bedre rugeresultat til den tid.

 .....

Ude i haven er der fart på det grønne. Vi er begyndt at høste lækre, nye kartofler og salater i lange baner. Er meget stolt af vores flotte romaine-salater. Og stadig har vi ikke set skyggen af en dræbersnegl eller kålsommerfugl, så det er super godt. Krydser fingre for at det varer ved :-)
I drivhuset er der fart på tomater, chili, agurker og basilikum. Det varer nok ikke så længe før vi kan begynde at høste det. Det hjælper altså en del på udgifterne til indkøb, når man har haven fuld af grøntsager og fryseren fuld at kød :-)
Så mangler vi bare, at hønsene begynder at lægge æg igen.... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar