lørdag den 13. september 2014

Bidt af en gal svampefinder


De sidste par år har vi altid, på denne årstid, haft lyst til at kaste os ud i det med at finde svampe i naturen. Det er da også blevet til nogle ture i skoven, men vi har faktisk aldrig rigtigt fået spist noget af det, vi kom hjem med, fordi troen på egne evner måske svigtede til sidst.

Nu har vi imidlertid fået nogle venner og kollegaer, som har været hjælpsomme med tips til kendetegn og hvilken type skov, man skal kigge efter, så i år har vi faktisk givet det en rigtig chance. Og det er gået over al forventning!

Efterhånden har vi luret hvordan en god svampeskov ser ud, og har nu fundet "vores" sted, hvor der er et udvalg af gode spisesvampe indenfor en ret lille radius... Og det er en hemmelighed, vi tager med os i graven ;-)


Det aller bedste er næsten, at man kommer ud og ser noget rigtig fin natur. Især fordi tempoet er et andet end når man går tur med to, livlige hunde.


Og det, der ikke kan spises, er også et øjebliks opmærksomhed værd.


Og når man tager en afstikker fra det markerede stiger, venter der også rare overraskelser.


De første par ture bød på Karl Johan, Indigo rørhat (som efter min mening er en af de mest idiotsikre, begyndersvampe) og lidt birkerørhat, som vi dog kasserede igen - Man kan åbenbart være overfølsom overfor den, så vi besluttede at satse på de sikre vindere.


På en tur faldt vi ved et fuldstændigt lykketræf over lidt kantareller! Så føler man altså lidt, at man har vundet i naturens lotto. Jeg har aldrig smagt dem før, så jeg var spændt på om de nu var noget opreklameret halløj eller virkeligt så gode, som alle siger. De blev ristet med lidt løg, bacon, timian og en sjat fløde og serveret enkelt på et stykke ristet brød... Og jeg må sige, at jeg godt kan forstå fascinationen.


På næste tur fandt vi trompetsvampe. De er noget oversete, og vi gik da også forbi dem første gang, vi var på stedet. Angiveligt er de næste på linje med kantareller, og fordi de ikke umiddelbart ser så spiselige ud, er de måske nemmere at finde, fordi andre lader dem stå.


Vi har tørret det meste af vores fangst i ovnen. Det glæder den indre hulekvinde, at få fyldt lageret op her op til vinteren.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar