Sider

lørdag den 16. august 2014

Allround sauce af bagte tomater


Da vi nu begge har fuldtidsarbejde, er tricket at forberede ting til fryser og skabe, som går den daglige madlavning lidt hurtigere. Derfor skulle en del af vores tomathøst omsættes til en form for tomatsauce til fryseren, som hurtigt kan tøs op og bruges i pastaretter eller på pizza.

For noget tid siden viste DR2 hele "Fork to Fork"-serien med den britiske have-guru Monty Don. Alle afsnit blev fluks smidt på harddisken, og et af afsnittene handlede netop om tomater. Serien er god fordi den behandler en grøntsag fra start til slut - fra såning til høst og tilberedning.

Opskriften her stammer derfra!

Allround sauce af bagte tomater:

Ingredienser:

Ca. 2 kg blandende tomater
4-5 fed hvidløg
3-4 kviste frisk timian
Olivenolie

Fremgangsmåde:

Tomaterne skæres i halve eller kvarte alt efter størrelse. Helt små cherrytomater kan godt efterlades hele, men hele idéen med at bage dem i ovn er, at man fordamper en masse væde, så tomatsmagen intensiveres.
Tomaterne lægges i en bradepande i ét lag. Hvidløg skåret i grove skiver og de hele timiankviste lægges ved. Det hele overhældes med et generøst skævt olivenolie.
Bradepanden sættes i en 200 grader varm ovn i cirka 45-50 minutter. Tomaterne må gerne branke en lille smule, men skal selvfølgelig ikke decideret brænde på.
Når de er færdige, fjernes de groveste kviste fra timianen, og det hele blendes til en ensartet puré. Jeg salter med vilje ikke saucen - det kan man gøre i den endelig ret, den havner i!
Når saucen er kølet lidt af, hældes den på passende beholdere og fryses. Jeg brugte 250 ml plastikbøtter med løg fra Metro, som kan stables fint i fryseren. En bøtte passer nogenlunde til en hurtig portion pasta til to personer, eller som sauce på et par pizzaer.

Saucen har en dejlig intens smag, og kan selvfølgelig varieres med andre krydderurter eller chili :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar