Sider

mandag den 28. april 2014

Det store kyllingeksperiment - Part 0


... Og som om det ikke var nok, at der vælter små, sorte kyllinger ud af rugemaskinen, har vi oven i købet også bestilt nogle daggamle kyllinger. Dog denne gang med det ene formål at få noget godt kød i fryseren.

Vi har bestilt 15 stk daggamle kyllinger af racen/hybriden scan labelle. Valget stod imellem den og industri-udgaven af plymouth rock. Sidstnævnte er af den type, som efter et alt for kort liv med alt for meget foder og alt for lidt plads ender i køledisken til 29 kr, hvor den bliver købt af ukritiske forbrugere, der er ligeglade med dyrevelfærd - Bum!
Scan labelle er vistnok den type, der i køledisken findes som franske frilandskyllinger. Deres vækst er lidt mere behersket end plymo'en, og de har bedre knogler, som gør dem bedre egnede til et liv i det fri. Men dog burde de stadig vokse med en utrolig fart i forhold til vores jævnaldrende racekyllinger.

Idéen er at de har hos os skal passes med en afmålt dosis voksefoder, men plads, frisk luft og græs ad libitum, så vi forhåbentlig får nogle fugle ud af det, som har en flottere slagtevægt end racehønsene, men som har levet hæderlige - omend korte - liv med sol over hovedet og græs under fødderne.

Her på bloggen vil jeg tage lidt noter af hvordan det går - Om vi kan styre deres vækst, og hvordan det endelige produkt bliver. Stay tuned!

Og imens pønser manden videre på ønsket om et par slagtesvin. Der enten pløjer det bagerste af vores have helt op, eller vi låner en bid jord af naboen...

Vi må vist have en fryser mere. Til gengæld kunne det være ubegribeligt fedt, at fylde lageret med øko-ko fra naboen, og gris og kylling af egen avl, og dermed næsten slippe for nogensinde at skulle købe noget kød i en tarvelig foliebakke igen :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar