Sider

onsdag den 30. oktober 2013

Spis med Ninus: Kaninstuvning med grønt fra haven


Det er ikke så nemt, at finde på mad at lave med kanin. Som tidligere nævnt kan man ikke bare uden videre erstatte kylling med kanin i opskrifter. Tilberedningstiden er længere, kødet mere magert og det har bestemt sin "egen" smag.

Vi har efterhånden prøvet forskellige ting, nogle mere vellykkede end andre. På bloggen vil jeg prøve at notere de retter, som blev virkeligt gode, så vi kan huske dem fremover :-)


En slags stuvning med kanin og grønt fra haven, serveret med ris

Ingredienser:

2 kaninkøller
1 stor gulerød
1 persillerod
1 dusk bredbladet persille
1 løg
1 hvidløg
1 dl hvidvin
ca. 2 dl kyllingeboullion
Majsjævning
Salt + peber
Timian
Smør og olie til panden

Kaninkøllerne brunes i en gryde. Hakket løg og hvidløg svitses sammen med. Rodfrugter skåret i små tern tilsættes og svitser med i et par minutter.
Så tilsættes vinen. Når den er reduceret, tilsættes boullionen sammen med krydderier.
Det hele simrer under låg i ca. 1-1½ time.
Om nødvendigt jævnes sovsen, og hakket persille vendes i.

Serveres med ris eller kartofler.

Riiiigeligt mad til to personer!

....

Her er forresten resultatet af weekendens kaninslagtning. De tre dyr, vi slagtede, lå på ca. 3,25-3,5 kg i levende live. Meget pæn vægt, hvis jeg selv skal sige det, og der var da også betydeligt mere kød på end det hold, vi slagtede for en måneds tid siden.


Vi synes at hele dyr er for besværlige at have med at gøre i madlavningen, så vi parterer dem i køller, ryg/filet og "resten", hvor kødet pilles af knoglerne og hakkes til fars.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar