Sider

fredag den 18. oktober 2013

Forfilm til vinter


Her til morgen vågnede jeg op til et koldt, rimdækket landskab. Temperaturen har i nat været nede og vende under frysepunktet, og alt er pakket ind i et tyndt lag iskrystaller. Meget smukt, men også en påmindelse om at vinteren altså er lige om hjørnet.

Det bliver en travl dag i haven. Georginerne er splattet sammen i frosten og skal op. Godt nok ser vejrudsigten rimelig mild ud, uden udsigt til mere frost foreløbigt, men de må hellere komme op nu, hvor jeg har en fridag til det.
Så begynder det store skilte-cirkus igen, hvis jeg vil prøve at holde styr på hvilke knolde, der bliver til hvilke blomster :-)
Som et eksperiment lader jeg måske en enkelt knold ligge, som dækkes med et tykt tæppe af et-eller-andet. Har læst om nogle, der blot lægger sådan nogle vintermåtte over bedet, og så overvintrer knoldende fint i jorden indtil foråret. Jeg tør dog ikke prøve med hele samlingen, men det kunne være et sjovt forsøg. Og hvis det virker, sparer det godt nok noget arbejde fremover.

Rodfrugterne skal også op. De har heller ikke så godt af, at blive udsat for mere vedvarende frost. Men også til dem skal jeg havde udtænkt noget smart opbevaring, så de holder sig friske i mindst nogle måneder. Der er i hvert fald ikke plads til mere i fryseren.

Og drivhuset skal tømmes. De sidste chili og tomater skal høstes, og så skal der ellers ryddes op. På grund af lidt svingende disciplin med vandslangen har tomaterne ikke givet så godt i år, og et par planter har været angrebet af meget irriterende griffelråd. På den igen næste år.
En del af chilierne har givet rigtig godt, men nogle sorter har også skuffet med lille og/eller meget sent udbytte, så næste år bliver udvalget et lidt andet.

Vi har fået en brændeovn til stuen, som forhåbentlig snart bliver installeret. I haven har vi fældet to træer, og endnu et står for skud, så der er masser af brænde på vej, men først til næste år. Det skal jo tørre. Imens klunser vi os til brænde og affaldstræ, hvor vi kan slippe af sted med det. Det bliver et kærkomment supplement til pillefyret, som nok er effektivt, men også forslugent i de koldeste måneder.

... Og så prøver jeg forresten at lære at strikke og hækle. Men mere om det en anden gang :-) Haven venter!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar