mandag den 17. august 2015

Crumbletærte med surkirsebær


Vi har brokket os meget over den kolde sommer, men den har åbenbart været godt for noget - Vi har nemlig vildt mange surkirsebær på det gamle træ i haven. Efter sigende er stærene, som ellers plejer at tage rigtigt mange, fløjet sydpå før tid, og vi har derfor fået de fleste bær for os selv.

Nu er de modne, og selvom det er de små, sure kirsebær, smager de alligevel godt når de er næsten helt sorte.

I weekenden havde vi besøg af nogle venner, og så skulle der selvfølgelig en form for kage på bordet. Jeg besluttede, at forsøge at lave noget med nogle af de udstenede kirsebær fra fryseren.

Det blev til en kirsebær crumble som denne, men med mørdejen fra Lone Landmands legendariske rabarbertærte. Opskriften er tilpasset min lidt store tærteform:

Crumbletærte med surkirsebær:

Mørdej:
3 dl mel
6 spsk sukker
Knap 1 tsk bagepulver
130g smeltet smør

Indgredienserne røres samme. Bliver ikke til en fin, sammenhængende del, men mere noget smulder, som fordeles i tærteformen og presses sammen. Forbages i 10 minutter ved 180 grader.

Fyld:
500 g udstenede kirsebær, væden siet fra
125g sukker
2 spsk majsstivelse

Røres sammen og hældes i den forbagte tærtebund.

Crumble:
50g hvedemel
50g havregryn
90g sukker (evt. rørsukker)
2 tsk vaniljesukker
55g smeltet smør
Evt. lidt hakkede hasselnødder eller mandler

Røres sammen og drysses over tærtefyldet i et jævnt lag.
Tærten bages færdig ved 180 grader i 25-30 minutter. De sidste 10 minutter med folie over, så kagen ikke bliver for mørk.

Vanen tro er der ikke noget billede, men kagen blev super vellykket, og smagte godt med en klat flødeskum. Vaniljeis ville sikkert også være et supergodt modspil til den syrlige tærte. Nu har vi i hvert fald fundet en rigtig god måde at bruge nogle af de mange kirsebær på :-)

PS: Renoveringen af vores hus går fremad, og snart skal vi i gang med at lave nyt køkken - Jeg overvejer lidt om jeg skal skrive en serie blogindlæg om de erfaringer vi gør os i den forbindelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar