lørdag den 25. oktober 2014
Status 2014: Drivhuset
Idag, hvor manden er på jagt, havde jeg egentlig en aftale med de højere magter om at det skulle være tørvejr, så jeg kunne få ordnet nogle vinterforberedelser i haven, men sådan skulle det altså ikke være... Så nu kan tiden passende bruges på den meget forsømte blog. Det er svært at få tid til det hele i hverdagen.
Tomater:
Generelt har tomatsæsonen været lidt so-so. Det skyldes nok dels, at der ikke blev pillet noget særligt ved drivhusjorden i foråret, så den er nok efterhånden ret udpint. Og griffelråd, som vi også døjede med sidste år, og som skulle have noget med næringsssammensætningen i jorden samt vanding at gøre, kom også igen.
Derudover har vandingen (som sædvanligt) været lidt ujævn.. Det er altså ikke min spidskompetence, at huske at få vandet næsten hver dag i høj sommeren :-) Manden pønser på at lave noget anlæg med regnvandsopsamling og siveslanger i drivhuset. Nu må vi om det nogen siden blive til noget - listen over projekter er meget lang!
Sorter:
Ildi
Altid god og sjov fordi den giver hundredvis af bittesmå, søde, gule tomater. I år havde vi faktisk kun en enkelt plante, men det er faktisk også nok, for man bruger dem mest i salater... Til de mere grove ting er andre sorter bedre.
Toftegårds sortstribede
Endnu en genganger. Relativt rigtbærende og sød som altid, og så er den altså flot i salatskålen.
Stupice
Denne sort satsede jeg hårdt på med 5-6 planter, da det skulle være en højtydende sort, der kunne give vores hovedafgrøde. Den skuffede fælt. Tomaterne smagte fint, men der var langt mellem dem og de var mindre end forventet... Så næste år skal vi prøve noget andet. Æv.
Black Cherry
Nyhed i 2014, her i huset. Flot, sød og pænt udbytte, men nok mest en pyntetomat til salaten.
Gul tomat fra Axel
Ja, den har ikke noget rigtigt navn, da jeg har fået frø af en bekendt. Men den mindre lidt om den, der hedder yellow pear. Den har givet et rigtigt pænt udbytte af flotte, citrongule tomater, så den må gerne komme igen næste år!
San Marzano Redorta
Gode til saucer, men meget lille udbytte... Tror kun at jeg har høstet en håndfuld tomater fra hver plante. Næste år tror jeg, at vi skal prøve noget nyt.
Hilly Billy
Meget flot at se på, men den revner altså for mig (det gjorde den også sidste år), så den får nok ikke kontraktforlængelse.
Banana legs
Disse frø fik jeg af en kollega, og havde aldrig hørt om den før, men den overraskede absolut positivt. Rigtbærende af san marzano-agtige frugter, der er gode i sauce.
Uspecifiseret cherry tomat
Det her var nogle gamle frø fra svigermor, som lå i et kaffefilter og blev sået lidt for sjovt. Det viste sig at blive nogle overordentligt rigtbærende planter med fine, knaldrøde, saftige cherrytomater. Den arbejder vi helt sikkert videre med!
Allan's blommetomat
Manden har i en årrække arbejdet med "sin egen" blommetomat, som han prøver at avle mere og mere aflang. Siden vi flyttede i huset har selektionen dog ikke været specielt velovervejet eller målrettet, men vi har blot holdt liv i linien. Desværre har de vist sig ret modtagelige overfor griffelråd (det skulle vist være typisk for lange tomater), så i år har jeg taget frø fra de planter, som ikke var påvirkede, og altså ikke gået så meget efter udseendet.
Ønsker næste år:
Vores masseproduktion af tomatsauce af bagte tomater har vist sig at være et kæmpehit. Det er super til en omgang nem aftensmad, på pizza eller lækkert alternativ til kedelige dåsetomater. Derfor vil jeg næste år prøve et par nye sorter med fokus på stort udbytte snarere end sjove farver og former. Har kigget lidt på blandt andet "Moneymaker" (som navnet antyder) og nogle af de italienske "roma"-typer.
Peber og chili
Lad det være sagt med det samme - Det har ikke været det bedste år i år. For at få plads til flere sødpeberfrugter og snackpebere i drivhuset valgte jeg i år at have de hotte chili'er i potter i udestuen. Det var nok en lidt skidt løsning.
Peberfrugterne i drivhuset har ikke givet noget ret imponerende udbytte, men det kan nok have samme forklaring som tomaterne. På trods af en meget lang, varm sommer er de også først begyndt at modne utroligt sent. Aroncagua (en snackpeber), som ellers var et kæmpe hit i 2013, lykkedes det kun at få én moden frugt fra i år.
Chili'erne i udestuen fik lus, udviklede sig ikke ordenligt, og har givet et halvdårligt udbytte. En del af forklaringen er nok, at de har stået i for små potter, og måske lidt under at temperaturen i vores udestue er sværere at regulere om sommeren, så der kan blive meget varmt i dagstimerne! Har fået et tip om, at chili ELSKER kapilærkasser, så måske prøver jeg det næste år... Men ellers må de tilbage i drivhuset, og så dropper jeg projektet med at være selvforsynende med peberfrugt. Et par erfaringer rigere :-)
Andet
Basilikum har vokset glad under vores agurker, men der var bare for lidt af den - mere næste år!
Speaking of agurker... Vi har droppet at dyrke dem selv fra frø, og vælger den nemme løsning med at købe et par planter på planteskolen. Som altid får de spindemider på rekordtid, og jeg har stadig ikke fattet helt hvordan de skal nippes, men de vokser derudaf og giver pænt.
Derudover har vi forsøgt os med et par melonplanter, men igen har der nok ikke været krudt nok i jorden... Og så skal man vist hjælpe til med bestøvningen. Måske prøver vi igen til næste år... For jeg er dødmisundelig på dem, der kan høste egne netmeloner :-)
lørdag den 13. september 2014
Bidt af en gal svampefinder
De sidste par år har vi altid, på denne årstid, haft lyst til at kaste os ud i det med at finde svampe i naturen. Det er da også blevet til nogle ture i skoven, men vi har faktisk aldrig rigtigt fået spist noget af det, vi kom hjem med, fordi troen på egne evner måske svigtede til sidst.
Nu har vi imidlertid fået nogle venner og kollegaer, som har været hjælpsomme med tips til kendetegn og hvilken type skov, man skal kigge efter, så i år har vi faktisk givet det en rigtig chance. Og det er gået over al forventning!
Efterhånden har vi luret hvordan en god svampeskov ser ud, og har nu fundet "vores" sted, hvor der er et udvalg af gode spisesvampe indenfor en ret lille radius... Og det er en hemmelighed, vi tager med os i graven ;-)
Det aller bedste er næsten, at man kommer ud og ser noget rigtig fin natur. Især fordi tempoet er et andet end når man går tur med to, livlige hunde.
Og det, der ikke kan spises, er også et øjebliks opmærksomhed værd.
Og når man tager en afstikker fra det markerede stiger, venter der også rare overraskelser.
De første par ture bød på Karl Johan, Indigo rørhat (som efter min mening er en af de mest idiotsikre, begyndersvampe) og lidt birkerørhat, som vi dog kasserede igen - Man kan åbenbart være overfølsom overfor den, så vi besluttede at satse på de sikre vindere.
På en tur faldt vi ved et fuldstændigt lykketræf over lidt kantareller! Så føler man altså lidt, at man har vundet i naturens lotto. Jeg har aldrig smagt dem før, så jeg var spændt på om de nu var noget opreklameret halløj eller virkeligt så gode, som alle siger. De blev ristet med lidt løg, bacon, timian og en sjat fløde og serveret enkelt på et stykke ristet brød... Og jeg må sige, at jeg godt kan forstå fascinationen.
På næste tur fandt vi trompetsvampe. De er noget oversete, og vi gik da også forbi dem første gang, vi var på stedet. Angiveligt er de næste på linje med kantareller, og fordi de ikke umiddelbart ser så spiselige ud, er de måske nemmere at finde, fordi andre lader dem stå.
Vi har tørret det meste af vores fangst i ovnen. Det glæder den indre hulekvinde, at få fyldt lageret op her op til vinteren.
lørdag den 16. august 2014
Allround sauce af bagte tomater
Da vi nu begge har fuldtidsarbejde, er tricket at forberede ting til fryser og skabe, som går den daglige madlavning lidt hurtigere. Derfor skulle en del af vores tomathøst omsættes til en form for tomatsauce til fryseren, som hurtigt kan tøs op og bruges i pastaretter eller på pizza.
For noget tid siden viste DR2 hele "Fork to Fork"-serien med den britiske have-guru Monty Don. Alle afsnit blev fluks smidt på harddisken, og et af afsnittene handlede netop om tomater. Serien er god fordi den behandler en grøntsag fra start til slut - fra såning til høst og tilberedning.
Opskriften her stammer derfra!
Allround sauce af bagte tomater:
Ingredienser:
Ca. 2 kg blandende tomater
4-5 fed hvidløg
3-4 kviste frisk timian
Olivenolie
Fremgangsmåde:
Tomaterne skæres i halve eller kvarte alt efter størrelse. Helt små cherrytomater kan godt efterlades hele, men hele idéen med at bage dem i ovn er, at man fordamper en masse væde, så tomatsmagen intensiveres.
Tomaterne lægges i en bradepande i ét lag. Hvidløg skåret i grove skiver og de hele timiankviste lægges ved. Det hele overhældes med et generøst skævt olivenolie.
Bradepanden sættes i en 200 grader varm ovn i cirka 45-50 minutter. Tomaterne må gerne branke en lille smule, men skal selvfølgelig ikke decideret brænde på.
Når de er færdige, fjernes de groveste kviste fra timianen, og det hele blendes til en ensartet puré. Jeg salter med vilje ikke saucen - det kan man gøre i den endelig ret, den havner i!
Når saucen er kølet lidt af, hældes den på passende beholdere og fryses. Jeg brugte 250 ml plastikbøtter med løg fra Metro, som kan stables fint i fryseren. En bøtte passer nogenlunde til en hurtig portion pasta til to personer, eller som sauce på et par pizzaer.
Saucen har en dejlig intens smag, og kan selvfølgelig varieres med andre krydderurter eller chili :-)
Status på chilidyrkning 2014
I år valgte jeg, for at spare plads i drivhuset, at have de hotte chilier i potter i udestuen. Resultatet har været lidt blandet. Planterne har været hårdt angrebet af spindemider, og udbyttet har ikke været imponerende... Relativt få og små frugter. De har ellers stået i ret store potter, men måske har de haft det for varmt på dage, hvor vi ikke har været hjemme, og gennemluftningen derfor har været minimal.
Af sorter har jeg haft beskedne seks styk:
Jalapenos (ikke nærmere specificeret sort - fået i bytte af cand.selv.)
+ kraftig plante, som satte frugt tidligt. Velsmagende frugter med passende styrke.
- angrebet af spindemider, forholdsvis små frugter (for små til turds, som egentlig var tanken, de skulle bruges til)
Konklusion: Til næste år prøver jeg en anden jalapenos sort, evt. "Mucho nacho".
Hungarian Hot Wax
+ Genganger fra sidste år. Flotte, store frugter med flot farveskift, passende styrke, tidligt bærende
- angrebet af spindemider, relativt lille udbytte
Konklusion: Altså, den er stadig rar, selvom udbyttet ikke er imponerende, så måske igen næste år :-)
Espelette
+ Flotte, meget velsmagende, milde frugter
- Angrebet af spildemider, kun sølle to frugter på planten
Konklusion: Ej, for ringe udbytte. Ny sort i den helt milde afdeling til næste år!
Teapot Yellow
+ Den mest rigtbærende plante i år, flotte HOTTE frugter, gode til tørring pga. tyndt frugtkød
- lidt mindre frugter end forventet, men det er et generelt problem i år
Konklusion: Jo, den må godt kontraktforlænges :-)
Ascent
+ Thai-type chili med godt spark, rigtbærende, god at tørre pga. tyndt frugtkød
- Ikke rigtigt noget negativt. Levede op til forventningerne!
Konklusion: Den prøver vi sgu igen!
Czechoslovachian black
+ Pæn, mørkløvet plante, mange frugter, god styrke!
- Frugterne igen mindre end forventet
Konklusion: Opfylder måske samme "niche" som Ascent, så måske er den kun nødvendigt med én af de to.
søndag den 27. juli 2014
Projekt slagtekyllinger - Sandhedens time!
Nu er vores 15 scan labelle slagtekyllinger tre måneder gamle, og i følge forhandleren klare til slagt. Vi har i løbet af de sidste par uger vejet nogle enkelte af dem, som har ligget imellem 2,5 og 3,5 kg, og det virker umiddelbart meget fornuftigt, hvis man regner en vis procent spild med efter dyret er plukket og tømt for indvolde.
Så i dag slagtede vi den første... Et nogenlunde gennemsnitligt dyr på 3,2 kg i levende vægt. Den var lidt sværere at håndtere under slagtningen, da den var så stor og ikke helt nem at få fat om, men det gik tjept og gnidningsfrit alligevel, og hurtigt var hovedet af.
Tidligere har jeg ikke kunne lide at skolde kyllinger/høns for at få fjerene til at slippe nemmere, fordi jeg synes at det er træls når de klæber til ens hænder, men vi besluttede alligevel at gøre det sådan denne gang.
Hanekyllingen var meget nem at plukke. Om det skyldes det varme bad, eller om det er en egenskab der også er fremavlet i slagtedyr, skal jeg ikke kunne sige, men det gik i hvert fald ret nemt... Så måske er det ikke den store katastrofe hvis manden ikke får bygget sin plukkemaskine færdig :-)
Under "frakken" var der temmelig meget fedt. Både i huden og omkring indvoldene. Havde det være et menneske, havde lægen øjeblikkeligt bedt ham om at droppe colaen og computerspillet og få dyrket noget motion... Hjertekarsygdom waiting to happen! Ikke super lækkert, men det gode ved fugle er, at fedtet sidder i afgrænsede "kager" og nemt fjernes fra det reelle kød.
Mængden af fedt skyldes nok, at vi den sidste måned har givet den ekstra gas med kornfoderet, og at dyrene måske har været mere passive i det varme vejr.
Sådan endte han med at se ud - Med en slagtevægt på lige knap 2 kg. Det er rigtigt pænt når man tænker på, at en stor supermarkedskylling ligger på omkring 1800 gram.
Planen er, at vi gemmer fem af de 15 kyllinger som "hele" kyllingestege i fryseren, og parterer resten, så det er nemmere at gå til som hverdagsmad. Ham her parterede vi i under- og overlår, vinger og bryst. Hver brystfilet vejer 200g, hvilket igen må siges at være rigtigt pænt. Fileterne er ikke tykke og opsvumlede som på industrille pap-kyllinger, men mere aflange og flade. Vingernes og lårenes størrelse relativt til brystfileterne bærer også præg af et dyr, der har fået lov at røre sig - Det kan vi lide :-)
Jeg har ferie i den kommende uge, og så ryger resten af kyllingerne samme vej. Medmindre de mod forventning viser sig enten at være seje eller smage af gnu, må kyllingeprojektet siges at være en succes, hvis kriteriet er at få mad i fryseren. Som kæledyr lader scan labelle en del tilbage at ønske, men det er jo heller ikke formålet med dem.
lørdag den 19. juli 2014
Cabbage Maximum Security Facility ver. 2.0
Ja, den lidt spøjse overskrift dækker over vores seneste tiltag i kampen imod kålsommerfuglene og deres grådige afkom.
Første år prøvede vi - naive som vi var - at dyrke kål uden overdækning. Hvor stort kunne problemet være? Og når man bor i et økologisk område med høj biodiversitet, hvor det ikke er få arter der dominerer, bliver ét skadedyr sjældent det store problem. FORKERT! Rub og stub blev ædt, og vi fik kun spist lidt af den grønkål, der voksede videre henover vinteren.
Så fik vi idéen med, at lave en flytbar ramme, der lige passede henover vores højbede, og beklæde siderne med en form for net. Rigtigt bionet/insektnet er smart, men har altså en noget hamper meterpris, så vi gav os til at spekulere over et alternativ.
Først prøvede vi med tyl, da netstørrelsen virkede passende, og med en meterpris på 12 kr i en storbutik var prisen også til at overse.
Men desværre viste det sig, at tyl egner sig dårligt udendørs - Det "arbejder", skrumper i solen og bliver meget skørt. Lidt efter lidt begyndte det at slippe i siderne.
Så fik jeg et godt tip af en kollega: Myggenet fra Biltema. Og dét virker! Det er noget mere kraftigt i kvaliteten, tilsvarende lave pris som tyl og stadig fin maskestørrelse.
Så nu håber jeg, at vi kan få glæde af både spids-, savoy-, blom- og grønkål uden at skulle dele alt for meget med andre væsner :-)
Vores nye, meget fancy kompostbeholder-system
Jeg har for læææænge siden, i min yndlings River Cottage havebog, læst om et smart tre-delt kompostsystem, hvor man hvert år flytter komposten fra et rum til et andet, og fylder det første rum i rækken op med "frisk" haveaffald. På den måde får man luftet komposten, og man har styr på hvilken del der er mest omsat og klar til brug, i stedet for at det hele ligger i en mere eller mindre kaotisk bunke.
Vi gik i gang med at bygge vores egen kompostbeholder, da vi næsten lige var flyttet ind - det vil sige for godt to år siden - men siden dukkede der mere spændende eller vigtigere projekter op, og beholderen har stået som semi-færdig i lang tid.
Nu fik vi endelig taget os sammen. Mest fordi vores store, kaotiske bunke efterhånden fyldte et ret stort areal, og der på et tidspunkt flyttede hvepse ind i en mere tør del af den, fordi materialet ikke var blandet tilstrækkeligt.
Den er endt med at se sådan ud. Forsiden er lavet af tre lette moduler, som kan tages af og på efter behov. Den store beholder til venstre er til forkompostering af de friskeste haveaffald og dyrestrøelse, hvor den kan falde lidt sammen inden det skal videre i processen.
Og pladsen under træerne er rigtig god... Skyggefuld og fugtig :-) Der var i hvert fald godt gang i ormene, selvom vi ikke rigtigt har plejet komposten det forgangne år.
Måske bliver det ikke nødvendigt at hente kompost på genbrugspladsen til næste forår!
Abonner på:
Opslag (Atom)









